Om Jeanne 1934-45
Min mor blev født d. 9. december 1934 i Valdemarsgade som den yngste af en flok på 5. Min mors
mor hed Inger, og hendes far hed Axel Engsig-Karup.
Mors storesøster Ellinor var født 1913, storebror Johannes 1914, Preben 1917 og Thorkild 1921.
Og da mormor var født i 1892 og var 42 år, da hun fik mor, betød det, at mor var en rigtig
efternøler!
Mor blev døbt Birgit Jeanne Maurel Engsig-Karup!
I daglig tale blev det til ... Bitten! DET navn prægede hende i mange, mange år.
På fotoet ses mor i favnen hos sin far, Axel. Mor var kun 1½ år gammel, da hun
mistede sin far, og dette prægede hende selvfølgelig for resten af livet...
Måske er det mormor,
der tog fotoet. Klik på fotoet for at forstørre det
Her er et herligt foto af mor og storesøster Ellinor. Da Ellinor var Løve, må fotoet
være taget lige før Ellinor fyldte 22. Jeg ved desværre ikke,
hvor det er taget. Det er mit indtryk,
at mor havde et godt forhold til sin storesøster. Aldersforskellen på 21 år har
vel bevirket, at mor mere så Ellinor som en voksen - og opdrager -
end som en søster.
Her er et fint foto af mor taget i maj 1936, da mor var knap 1½ år gammel. Fotoet er taget i
Haslev, jeg ved bare ikke hos hvem. Mormor skulle besøge nogle bekendte fra Indre Mission.
Mormor var enke og fik ikke andet end enke-pension, så det var småt med pengene. Når mors
store brødre var hjemme, fungerede de ofte som opdragere og enten drillede mor eller
exercerede rundt med hende! 2 af brødrene var linie-officerer i Hæren, og den sidste var...
præst! Ind i mellem blev hun godt sur på sine brødre, men hendes humor fornægtede
sig ikke, som fx hendes historie om en episode fra en af de årlige julegudstjenester, da
hun var barn. Alle familiemedlemmer sad pænt bænkede i kirken incl. søstre og brødre.
Storesøster Ellinor sang med på salmerne, højt og helhjertet, men ... ikke helt rent.
Så puffede den ene bror den anden i siden og forkyndte, at han pludselig
havde forstået, hvad der mentes med ordene i en af salmerne: "Og Helvede skal skælve
ved vor julesang at høre"!
Ha Ha! Dén historie har jeg altid moret mig over! Mor havde i det hele taget
en super-humor og havde talent for at fange hverdagens pudsige situationer.
Bitten læser et magasin i Haslev, men hvor? (omgivelserne minder altså mere om en strand end
et sted midt på Sjælland! Nå, men det er Haslev, der står anført i mors fotoalbum...)
Bitten på trehjulet cykel. Skøn cykel, ikke? Igen, jeg ved desværre ikke, hvor fotoet er taget.
Vesterbrogade 62A, 4. sal
Fra Valdemarsgade flyttede mors familie til en 3½ værelses lejlighed på Vesterbrogade
i nr 62A; anden baggård, fjerde sal - der var mange trapper at skulle op ad! 62A var
lige over for Københavns Bymuseum. Hvordan baggårdslivet var, da mor voksede op, er
jeg ikke klar over, men jeg mindes duernes konstante kurren på gesimsen uden for
vinduerne og mener også at huske gårdmusikanterne spille på sav-klinger. Mormor
havde en gammeldags, sort telefon med drejeskive. Når vi skulle ringe til hende hjemmefra,
drejede man EV, og når telefon-damen kom igennem og sagde "Eva", bad
man om 76-79-Ulla! Men i tredierne har der nok været noget andet - hvis familien
overhovedet havde telefon...
Mor er ikke med på dette foto, men til gengæld ses hendes mormor, Vilhemine
Frederikke yderst til venstre. Vilhemine havde 3 døtre: Ella, Inger og Gerda. Gerda
blev med gift med Otto Kristensen og flyttede ud til på Kastrupgård på Amager. Gerda
og Otto fik bl. a 3 døtre; Eva, Betty og Lise, som alle er med på fotoet.
For enden af bordet i den fjerne ende sidder Preben. Han er i det mindste intakt - det
er mere end hvad hans bror er på billedet! En krank skæbne synes at være overgået
Johannes, hvis hoved helt er skåret væk!
Her sidder Bitten på skødet af sin storebror, Thorkild Storm. Under et af billederne af ham i
albummet skrev mor: "Vidunderbarnet"! Jeg ved ikke rigtig, hvad hun mente; om det var
oprigtigt ment, eller om det var skrevet i trods. Der er ingen dato på fotoet, udover at mor
i sit fotoalbum skrev, at det var taget før 1940.
Nogle af siderne i Bittens fotoalbum fortæller i deres eget sprog en del om mors temperament
og hendes forhold til sine ældre, autoritære brødre. Prøv at klikke på fotoet her og studér
en af siderne i mors album. Bemærk, at nogle af billederne ikke helt passer til det navn, der
står skrevet under fotoet. Fx passer fotoet af pigespejderen nederst til venstre vist ikke helt til
underteksten, "Kornet Thorkild". Billedet af mormor Inger øverst til højre passer vist heller ikke
helt til underteksten ... er det monstro "Kornet Johannes", der oprindeligt har stået? Og i midten
for neden, hvor mor sidder med siden til, er det igen Kornet Johannes, der synes at være blevet
udraderet! Faktisk er der IKKE EET ENESTE FOTO tilbage af Johannes i hele albummet! Der var
engang, at han var der, men alle spor af ham er slettet; enten visket ud eller sågar SKÅRET væk!
Mor må have været godt sur på Johannes, hendes senere så berømte "Fanden-i-voldske"
temperament slog da osse til tider til med hævn...
I 2010 berettede Vibeke ved mors begravelse, hvordan hun og Bitten en gang var kommet hjem til
lejligheden i Vesterbrogade efter at have været ude og "træde ved siden af" - husker ikke, hvad
Vibeke fortalte, at de havde bedrevet. I hvert fald blev døren lukket foran Vibeke, hvorefter hun
kunne høre de hårde klask, som Bittens mor tildelte stakkels
Bittens bagdel med hårbørsten! "Av-av!", tænkte Vibeke ved lyden. "Sådan noget ville MIN mor
ALDRIG have gjort!"
Stakkels Bitten! Det har ikke været nemt at leve i et indre-missionsk hjem.
Dette foto er taget i juli 1941 på stranden i Hornbæk. Fotoet må således være taget godt
1 år, før Inger fyldte 50 år - hun havde på det tidspunkt haft gebis siden hun var 42 år.
Mors egen søster fik også gebis i ung alder, og det var et mareridt for mor
at tænke på, hvis hun selv en dag skulle have gebis...
Her er Bitten med Gurli - jeg går ud fra, at der er tale om Johannes' Gurli. Hvis man
klikker på fotoet for at se forstørrelsen, kan man se, at et stykke af fotoet er skåret
væk lige til højre for Gurli, og hvis man kigger efter på teksten under fotoet, kan man
se, at noget er visket ud!
Bitten i selskab med Grete til venstre og Gurli til højre. Fotoet er taget i Møller-Sørensens have i 1941 - det ligner et sommer-foto.
Gurlis pigenavn var Møller-Sørensen.
I 1941 startede mor på N. Zahles Seminarieskole på Nørre
Voldgade. På fotoet (som menes at være taget forår 1942) ses mor i midten i den fjerne ende af
bordet. Som Skytte var
det ikke altid, at mor magtede at indordne sig under disciplinen som en artig pige. Det hændte
også, at mor på vej til skole kom forbi en cirkus. DET var spændende for mor. Prompte stoppede
hun op for at betragte det skønne cirkusliv med træningen ... og mor var så opslugt af det hele,
at hun fuldstændig glemte alt om skolegang! Uha!
Isvinter 1941-42
Vinteren 1941-42 bød på en streng, streng isvinter. Mor har
fortalt, hvordan hun nogle gange vågnede op med is oven på dynen, brrr! Hun
måtte derefter vaske sig ved fadet ved kakkelovnen - den blev fyret med koks, som blev
hentet oppe på loftet.
Bitten blev spejder - jeg er faktisk ikke klar over hvornår og hvor længe. Her mødte
hun gode spejder-veninder, især Anne Bredberg, se herunder.
"Altid Frejdig" er skrevet på fotoet, og netop Altid Frejdig fra Højskolesangbogen
fulgte mor i mange år. Den blev sunget ved mors begravelse, 5. marts 2010.
Jeg sang ikke med - ville/kunne ikke, for jeg sad med en stor klump i halsen!
Anne Bredberg (gift Knudsen) var en af de piger, mor holdt sammen med i mange,
mange år. Deres venskab gled ud i halvfjerdserne, men de fandt sammen igen i vist nok
halvfemserne.
Bitten fortsatte med sin tilknytning til spejderkopset selv da hun var nær de 20.
Jeg ved ikke, hvornår hun stoppede.
Her er det mormor Inger, der er ude at gå med datter Ellinor og dennes børn, Vibeke (gift Jonsen)
samt Flemming. Billedet kunne være taget af Bitten selv, og det kan være taget på Frederiksberg
Allé, alternativt nær hjørnet af Roskildevej og Pile Allé ud for den lille forlystelseshave.
At dømme efter Vibekes alder - hun blev født i 1938 - og fotoets placering i albummet, må året være
tæt på 1944. Ellinors yngste, Flemming, som ses i barnevognen, blev født 1. maj 1942, så at gætte
på 1944 er næppe helt galt.
Her er et foto taget på Hvidbjerg på sydsiden af Vejle Fjord. Vibeke er min kusine Vibeke.
Blandt steder, som mor har omtalt fra sin barn- og ungdom, er Hvidbjerg - og især
Ellinors sommerhus, Søborg, et af de steder, der vandt den største plads
i mors hjerte. Søborg betød sommer for mor - og nok også frihed. Søborg var en gammel træ-barak
i bedste militær-stil med udendørs lokum (hvor spanden jævnligt skulle tømmes). Dertil var der et
primitivt køkken med isskab - nej, ikke elektrisk køleskab, men et lille skab, som jævnligt skulle
have is-blokke tilført. Endelig var der 3 sovekamre samt en stor stue for enden af barakken.
Min søster og jeg selv har tilbragt mange sommerferier på Søborg i tresserne! Jeg mener,
det var omkring 1990, at barakken led sit endeligt. I stedet kom der et moderne sommerhus til
med køleskab og ... RIGTIGT toilet, guffe-GUF!
På Søborg legede mor med Ellinors børn; primært med Vibeke, men til tider også med Flemming.
Vibeke og mor var rimeligt jævnaldrende. Mor har fortalt, hvordan hun
og hendes veninder arrangerede cirkus med en/flere forestillinger, hvor overskuddet fra
billet-salget gik til støtte for ... jeg mener det var en masse Hollænder-børn, der havde haft det
hårdt under krigen.
Rev. 3 Jan 2021
