Om far 1943-46
Far tog dette foto af sin far og mor i deres have ved lejligheden på Havebo. Stakkels
Osvald ser temmelig træt ud taget i betragtning, at han kun var omkring 56 på billedet.
Hans helbred var desværre ikke det bedste.
Hvornår fotoet er taget, ved jeg ikke, men det har været tæt på 1942-43. Det originale foto er
ikke specielt stort, men alligevel er skarpheden i det scannede foto helt utrolig.
Prøv selv at klikke på thumbnailen og åbne fotoet i fuld størrelse.
Her er far i selskab med sin spejdertrop. Det er far nr. 4 fra højre. Nr. 4 fra venstre
er Tage Daggaard, fars nære kammerat. Far skrev en del om spejdertroppen i sine
erindringer, bl.a. skrev han: "Som spejder var Kai blevet patruljeassistent og var
flere gange blevet tilbudt, at blive patruljefører men havde afslået. Han følte sig
ikke egnet. Senere på året var det hans egen patruljefører, der afgik. Atter sagde
Kai nej tak til at blive patruljefører. I stedet pegede han på en af sine
patruljekammerater Tage Daggaard, som den bedst egnede. Tage fik patruljen, og der
udviklede sig nu et varmt venskab de to imellem, der varede til Tage 9 år senere
omkom ved en togulykke".
Far gik ud af skolen efter 8. klasse i 1943, fordi han ikke ønskede at være forældrene en økonomisk
byrde, hvis han fortsatte i mellemskolen, selvom han var blevet erklæret egnet.
I stedet blev far lærling. I sine erindringer skrev han: "Hen på efteråret så
Kais fader en annonce i Berlingske Tidende. Et firma annoncerede efter en bøssemagerlærling.
Kai søgte pladsen og begyndte den 4. november som lærling hos Fa. P.G. Jensen og Søn's
Eftflg Købmagergade 59. Det var en våben-, fiskeri- og sportsforretning. Læretiden
blev sat til 4 år og 8 mdr. De 8 måneder blev lagt til læretiden fordi Kai ikke var
fyldt 15 år. Han manglede 8 uger. Havde han været de uger ældre, havde læretiden været
4 år. Lønnen det første år var 7,68 kr/ugen stigende hvert år for at slutte på 25,26
kr/ugen efter 4 år. Læretiden var mærkelig, hvilket krigen gjorde sit til. I den første
tid lærte Kai mere om gulvvask, vinduespudsning, fyre i kakkelovn, male hundesenge,
reparere fiskestænger, sætte strenge i tennis- og badmintonketchere, male og stafere
fugle til fugleskydning samt ekspedere i forretningen end det egentlige bøssemageri".
På fotoet herunder ses Schweicker; en af de ansatte i værkstedet i Købmagergade.
Schweicker er igang med at
skære et geværskaft til. Bemærk den flotte radio på øverste hylde bagved - et kæmpe
skrummel! Bemærk også cigarkasserne på hylden lige under. Jeg ved ikke, hvornår
fotoet er taget, men sandsynligvis i 1944.
Far skrev - selvfølgelig - en hel del om besættelsesårene i sine erindringer.
Som lærling i en bøssemagerforretning blev far mere og mere berørt af, hvad der skete
ude i verden, og i besættelsens sidste år kunne han ikke undgå selv at blive en del
af begivenhederne. I sine erindringer for 1944 skrev han: "Omkring den 20 juni
indførte/beordrede tyskerne spærretid fra kl 20, altså udgangsforbud. Det gav
anledning til en folkeprotest, der kulminerede den 30 juni i form af en stor strejke.
Strejken fik navnet "folkestrejken" fordi den omfattede hele Københavns befolkning.
Alle var trætte af tyskerne og dermed besættelsen, men mest af alt var man træt af
danskere der gik tyskernes ærinde, var stikkere, medlem af Frikorps Danmark,
Schalburgkorpset og senere HIPPO-korpset.
I løbet af fredag den 30 juni skete der en bemærkelseværdig ændring i gadebilledet.
Der kom flere og flere folk på gaden. Forretningerne begyndte at lukke. Ved middagstid
var der så mange mennesker på gaden og lukkede forretninger, at Kai fik besked på
at sætte skodderne for vinduerne. Forretningen lukkede og Kai fik fri. Tyskerne
rasede, men kunne ikke tvinge befolkningen i arbejde igen. Som modtræk blev København
nu isoleret, hvilket var let eftersom Vestvolden strækker sig fra Køgebugt og til
Utterslevmose. Yderligere blev der lukket for gas, vand og El til byen. Alle fik travlt
med at tappe vand af i baljer, gryder og kedler. I noget af vandet kom Kais fader
nogle tabletter, som han havde købt på apoteket, så vandet kunne holde sig i længere
tid. De havde også et lille forråd af madvarer bestemt for en sådan situation, så de
kom ikke til at lide under strejken.
Hen under aften, den fredag, var Kai sammen med nogle kammerater gået ad Vigerslevvej
til Valby Langgade. Der var mange mennesker på gaden, men ingen sammenstimmel eller
grupper på over 5 personer. (Dekret fra tyskerne med hensyn til antal personer).
Pludselig kom en militærvogn kørende og standsede i førnævnte vejkryds. Ud sprang
nogle Schalburgfolk og begyndte at skyde til alle sider. Da folk begyndte at løbe,
fulgte de efter. Sammen med en kammerat løb Kai ind i en port og ud på en gårdsplads
med en Schalburgmand efter sig. De løb medens der blev skudt efter dem. Foran dem stod
en høj hæk som de forcerede. De var nu i et villakvarter, hvor de efter en tid tog sig
et hvil bag en hæk. Strejken blev afblæst den 5 juli.
Den 19 september blev politiet arresteret af tyskerne og sendt til KZ-lejre i Tyskland ..//..
Forretningen blev fra denne dato og til 5. maj 1945 flere gange udsat for telefonbomber
og væbnede røverier. Med hensyn til telefonbomberne skal det nok ses som en følge
af at tyske officerer handlede i forretningen, hvorved nogle folk vel troede at man
arbejdede for tyskerne. Herudover blev forretningen flere gange udsat for væbnet
røveri."
Far oplevede selv engang at stå med hænderne i vejret og en pistol i ryggen i 20
minutter. I sine erindringer skrev far: "Kai var mildest talt sur på sig selv over at være gået ind i
den ydmygende situation, og besluttede, at det ikke skulle ske igen, og at han
ville sætte sig til modværge. Forretningen havde på det tidspunkt et stykke tid
repareret våben for modstandsbevægelsen. Det var primært grupperne BOPA, Ringen og
Holger Danske der var kunder. Kai blev tilsluttet Ringens 3. kompagni. Kompagnichefen
hed Bruno Wain Mortensen".
Videre skrev far i sine erindringer: "P.g.a. sin alder måtte Kai ikke deltage i sabotageaktioner,
men hans hverv var velegnet, således at han blev assistent for våbenmesteren. Herudover
var Kai hjælper, når det drejede sig om at få en såret kammerat ud fra et hospital
inden den pågældende blev afhentet og arresteret. Det skete en enkelt gang, de kom
i sidste øjeblik. Kai ledsagede Bruno, og velankommet til hospitalet blev kammeraten
lagt på en båre, og med Bruno forrest bar 2 portører båren og Kai sluttede troppen.
Da de rundede et hjørne på gangen, kom 4-5 personer tilsyne længere fremme. Den
forreste af disse begyndte at skyde med sin maskinpistol. Han var åbenbart ukendt
med brugen af en sådan, for alle skuddene gik for højt. Bruno besvarede ilden med
positivt resultat. Imedens stillede portørerne båren og gik i dækning. Bruno og Kai
havde hver 4 fyldte 50 skuds magasiner til deres MP. Hvorlænge duellen stod på er
ikke til at sige. Den stoppede da en af modstanderne kom kravlede over gulvet medens
han sagde, ikke mere, ikke mere. Det kunne de nu heller ikke. Alle 8 magasiner var
tomme. Portørerne løftede nu båren og den sårede kammerat blev båret ud til en Taxa,
der kørte ham i "sikkerhed". Hverken Bruno eller Kai fik en skramme, det samme kan
ikke siges om modstanderne, der antagelig var HIPPO-er grundet deres sorte uniformer
og at den ene talte dansk. En status over dette mini slag findes ikke, men
antagelig døde 2 af "de sorte" medens resten var mere eller mindre sårede".
Far skrev bl.a om danskernes had til de danske håndlangere, som hjalp tyskere, og som
spredte terror. Far skrev: "F.eks. kørte HIPPOer rundt i en gul Opel Kaptajn, hvor
sideruderne var taget ud så det var let at skyde fra vognen. En dag Kai var på cykel,
på vej hjem, blev han i krydset Farimagsgade - Gl. Kongevej overhalet af den gule bil.
Umiddelbart efter bragede maskinpistol salver. Folk smed sig ned på gaden for ikke at
blive ramt. Den slags terror var dagligdags og gav et had til tyskerne og ikke mindst
de danske håndlangere".
"21 marts rettede englænderne et luftangreb mod Shellhuset i København. Det var
Gestapos hovedkvarter. Der er skrevet meget om dette præcisionsangreb, hvor bomberne
ramte i 1. og 2. sals højde således, at en stor del af fangerne i tagetagen fik en
mulighed for at flygte, hvilket de også gjorde. Ingen roser uden torne, en af
maskinerne havde under indflyvningen ramt en lysmast på baneterrænet. For at lette
sig, smed den en bombe, der ramte et hus på Sdr. Boulevard. Det var dog ikke nok,
den kom ud af kurs men da den ikke kunne holde højde smed den i sin nød bombelasten
antagelig i et forsøg på at nødlande i Frederiksberg Have. Det lykkedes ikke, for
maskinen styrtede ned i et benzinanlæg tæt ved Pile Allé. Bomberne ramte Den franske
Skole og huse deromkring. Uheldigvis troede nogle af de andre maskiner, at det var
målet. De smed deres bomber, hvor den anden havde ramt. Udover den franske skole
blev hovedparten af Maglekildevej totalt ødelagt.
Da bomberne faldt på Shellhuset, gik Kai på Købmagergade. Samtidig med at bomberne
detonerede strøg nogle af maskinerne lavt hen over hustagene, hvorved flere tagsten
faldt ned på gaden mellem Kultorvet og Rundetårn. Det bevirkede, at mange folk smed
sig ned på gaden. Da Kai om aftenen kørte hjem, stoppede han ved det brændende
Shellhus og beundrede branden".
"Den efterfølgende søndag var Kai med spejderne ved
Den franske Skole, hvor de ledte efter personer i murbrokkerne på Maglekildevej.
Under dette arbejde skete det, at en og anden fik en hånd på skovlen, og så fik
man travlt med at lede efter resten af personen. En stor kraftig kvinde var klemt
helt flad og tæppet, der blev lagt over hende, måtte stoppes ind under hende for
at hun ikke skulle falde af båren, da hun fyldte væsentlig mere end bårens bredde.
Ved et andet tilfælde var der fundet en pige på 10-12 år, hun manglede hovedet. Det
var ikke et hyggeligt arbejde".
"Den 4 maj om aftenen kom budskabet om tyskernes kapitulation. Kompagniet blev samlet
på Østerbro. Opgaven var at besætte Nyboder skole. Tyskerne overgav sig ikke
frivilligt. Kompagniet mistede en mand og havde flere sårede. Den dræbte var ramt
i panden af en dum-dum kugle med det resultat, at hele baghovedet var væk. Tyskeren
der havde affyret det dræbende skud blev fundet. Det viste sig, at han havde skåret
spidsen af samtlige projektiler, på de patroner han havde i sit magasin".
"Dagen efter så Kai en lille pige på Rødovrevej, der legede med en boldlignende
genstand. Det viste sig, at være en engelsk "annanas" håndgranat som hun holdt i
sikringsringen. Pigen vrælede da Kai tog håndgranaten fra hende. Det viste sig senere,
at granaten var fuldt armeret. Kai demonterede den, og senere blev den sat som fod
på en flagstang".
I resten af 1945 og 1946 fortsatte far som lærling i forretningen i Købmagergade.
Han og Tage Daggaard stoppede som spejdere og rettede i stedet deres opmærksomhed
mod sejlsport. De sejlede ud med FREM's skolebåde og var ude i stormvejr 2 gange.
Fotoet må være taget i Havebo; stolen som Ingeborg sidder i ser ud til at være den
samme som på det allerførste foto, hvor hun sidder med Kai i skødet. Og bogskabet
til højre ligner deres bogskab, som stadig er i brug...
Rev. 3 Jan 2021