Familien Madsen 1962-67
På fotoet er mor ved at vende pandekager i luften - man kan lige netop se pandekagen
stikke op fra panden, så enten er den ved at lette - eller osse er den ved at
være på finalen til en landing! Åh, hvor var det spændende!
Sådan noget var mor også god til... ja, ikke så meget det med en titel som
"pangekage-overvender", men mere at engagere sig i det, hun foretog sig, så hendes
begejstring smittede af på os andre.
Læg mærke til det moderne komfur i baggrunden - jeg tror faktisk, at der er spiral-plader.
Læg også mærke til stikket på væggen lige over komfuret. Far sagde, at komfuret
brugte 3-faset 380 Volts vekselspænding. Der findes lærdom fra ens barndomshhjem, man
aldrig nogensinde glemmer - og som man uheldigvis heller aldrig får ført up to date...
I 2008 besøgte jeg en hvidvare-forhandler vist nok for at få erstattet den eksisterende
vaskemaskine derhjemme med en ny model. Jeg
omtalte stikket på væggen derhjemme og med største selvfølgelighed nævnte de
380 Volt...
Sælgeren svarede ikke. Enten var han høflig og lod som om han ikke hørte,
hvad jeg sagde, eller også fattede fyren aldrig,
at jeg i ramme alvor havde talt om 380 Volt! Jeg ved faktisk stadig ikke, hvor
mange år siden det er at 220 Volt vandt indpas for samtlige hjemmets
husholdnings-apparater, INKLUSIV komfurer og opvaskemaskiner! Er det 20-30 år siden? I Guder!
I januar 1962 udskiftede mor og far Renault'en med en smart Ford Anglia med nummer-
pladen KA 30.901. Af alle familien Madsens biler gennem tiden var Anglia'en den, mor
holdt mest af. Den var kvik til at accelerere trods sine kun 1000 ccm. Far
forklarede, at det skyldtes, at stemplerne var "overkvadratiske"; altså havde større
diameter end stempel-vandring. Far vidste en masse om den slags - og om en masse andet
også. Mor vidste også en masse. I det hele taget virkede det på mig, som om mor og
far vidste en hulens masse ... ja, faktisk ALT! Det var betryggende.
Far var værkstedsleder på Farum Kaserne, men søgte omskoling "til andet materiel".
Andet materiel i denne forbindelse var ... raketter; amerikanske Nike og Hawk
antiluft-missiler.
Efter endt kursus startede far i juli 1962 som leder af en vedligeholdelsessektion
i Luftværnsgruppen i Avedørelejren. Samtidig søgte han overflytning fra Hæren til
Flyvevåbnet og blev premierløjtnant.
I samme måned blev han sendt på omskolingskursus i USA. Først var han en smuttur
i New York og fik set denne verdensby. Dernæst gik turen til den amerikanske
hærs Redstone Arsenal i Huntsville, Alabama, hvor han tilbragte nogle måneder.
Der er ingen tvivl om, at Redstone var en kæmpe oplevelse for far, og den påvirkede
ham i udpræget positiv retning resten af livet. Han levede mere eller mindre højt på
sine oplevelser i USA i 1962 og igen i 1964. På kurset i 1962 blev han nr. 3 ud af
16 - og der var kun 2 danskere på holdet, resten var amerikanere, så far var meget
tilfreds.
Her er far med den eneste anden dansker på holdet. Kurset var afsluttet, så nu gik
det hjemad. Far kom slæbende hjem med en stor bunke spændende legetøj. Bl.a. var
der en stor 4 propellers DC 6/7 fra American Airlines. Den var batteri-drevet og
kunne taxie rundt, mens propellerne snurrede, og der var blinkede grønt lys til
styrbord, og rødt lys til bagbords! Han havde også 2 store legetøjsbiler af den
slags, der kan blive ved med at køre, hvis de får et rigtigt skub.
Mor og far kørte med Elisabeth og Poul afsted på campingferie igen i 1963. Familien
var rundt forskellige steder. Her er det på en campingplads... øh, jeg ved bare ikke
hvor. Allerede i begyndelsen af tresserne var strandende som fluepapir. Selv
campingpladserne var det! Det er de så til gengæld ikke mere, for nu er det hotellerne,
der er det! Af en eller anden grund blev mor og far ved med at gemme på al camping-udstyret;
sammenklappelige stole, borde, telt, gasblus, aluminiumspotter og pander, tallerkener
og bestik. Man skulle tro,
at de stadig i firserne og halvfemserne var klar til en ny campingtur!
I sommerferien kørte familien Madsen også til Vammen nær Viborg. Her besøgte vi
fars fætter, Erik Bengt, som med sin familie drev en stor gård. Det var
spændende at se en gård og
alle dyrene. En af dagene skulle Erik ud på en mark med traktoren, og alle
unger (deres egne og gæsternes) kørte med på anhængeren. Mor og far kørte bagest i
kortegen. Erik kørte traktoren ud
på marken blandt køerne. Fint nok. Da Erik var færdig, hoppede alle unger igen
op på ladet. Jeg satte mig op foran, fordi det var pladsen, hvor man
ligesom havde kontrol over tingene. De andre frarådede mig at sidde der. Men jeg
ignorede det og VILLE sidde på den plads. Så startede Erik traktoren. De store hjul begyndte
at snurre og centrifugal-kraften slyngede snart al møg af hjulene...
... Pludselig mærkede jeg det ene hårde og våde KLASK i hovedet efter det andet!
Klask! Klask! KLASK! Jeg hylede op. Erik stoppede omgående traktoren. Hjælpsomme
hænder fandt tørklæder frem og tørrede hobevis af kokasser fri af lille Pouls ansigt,
hænder, fingre, trøje, bukser, ja, selv håret! Sjældent har man i Vammen leet så
meget, så højt, så længe...! Ej, hvor jeg hylede af raseri! Ikke så meget over
de andres latter som afmagten over alle de ubarmhjertige klask!
Til Elisabeths fødselsdag d. 2/7-63 arrangerede mor og far et børneselskab. Til dette
formål fik de samlet en masse små borde og stole, som blev stillet op i stuen. Så
lavede de en pølsebod med baldakin, og så kunne alle ungerne stille sig op i køen
til boden, fik pølse og brød og sodavand og derpå sætte sig tilbage på deres plads
med maden! Sådan noget var mor og far gode til. På fotoet kan man lige nøjagtig skimte
boden til højre med dens baldakin - i spejlet på bagvæggen ser man mere af baldakinen.
For at lave rundingerne for enden af baldakinen lagde mor en kop på papiret og
tegnede derpå perfekte halvcirkler. Ih, hvor var
det smart fundet på! Den slags indfald havde hun mange af, og mange af dem har jeg
glæde af selv idag!
Familien kørte på udflugt til Knuthenborg Safaripark på Lolland. Vores fætter,
Flemming Bjerth-Jensen var med. Bemærk sodavandene på bordet: Der er ikke een
eneste Coca Cola! Colaen måtte vente endnu nogle år med sit indstog i den
danske kultur og ungdom! Læg også mærke til mors frisure: Mor ser ud som
klippet ud af en reklame fra et af tressernes dameblade! Faktisk ser hun også
udpræget tresser-amerikansk ud! Og se madpakkerne på bordet: Pergamentpapir
som mellemlægspapir mellem madderne, og pergamentpapir som indpakning! Så er
vi simpelthen tilbage i tresserne!
I løbet af efteråret i 1963 havde mor meldt sig ind på Hjemmeværnet - nærmere bestemt
Kvindeligt Flyverkorps. Dette fik stor betydning for hende de næste 35 år.
Mor startede med grundklasser, hvorefter hun i juli 1964 fortsatte på 2 ugers
korporalskole. Far skrev i sine erindringer, at det var til glæde for Elisabeth
og Poul.
Ja, det er rigtigt nok, og jeg husker, når vi var med mor på Ryvangens træningsbane.
Her trænede mor til idrætsmærket. Vi sad også tit på stensætningerne ved
officersskolen og kiggede, når mors klasse exercerede og i geled
marcherede ud og ind af skolens område. I 1965 startede mor på sergentskole.
Far skrev, at mor blev nr. 1 i sergent-klassen og nr. 2 på løjnantsskolen.
Fotoet herover viser mors
løjtnantsklasse. Læg mærke til de mange smil og glade ansigter. Mor ser gravalvorlig
ud! Måske er det tilfældigt, men det kunne godt ligne hende at fremvise en
"værdig og myndig mine", når nu man var kommet "op i rækkerne"! Jeg var
pavestolt over, at min mor var løjtnant og fortalte gerne om det i min egen klasse.
Nederst i midten sidder korpschefen, oberst Else Martelsen-Larsen. Der mangler i
øvrigt en meget vigtig elev på billedet: Kronprinsesse Margrethe!
LYKKEN ER EN HEST BAG SKABET!
Lykken er at komme på løjtnantsskole
Lykken er at stoppe sin trop på den rigtige fod
Lykken er et hul på strømpen - over knæet
Lykken er at komme først til kummen
Lykken er at høre fuglene vågne i skoven - og korporalskolen
Lykken er en forudanelse
Lykken er at se pressen - bagfra
Lykken er en dypkoger
Lykken er at tage den rigtige trappe efter kl. 22
Lykken er en cigaret på sengekanten
Lykken er at komme hjem!
I alle årene derefter gemte mor på papiret med kronprinsessens ord. For mig
vil kronprinsessen altid være kronprinsessen. Om hun siden er blevet dronning,
ja, den må jeg så tage ad åre...!
Fotoet herover til højre er taget d. 23/7-1967 på exercerpladsen på Flyvevåbnets
Officersskole. Det er mor, der går foran fanebæreren. Mor var avanceret i rækkerne,
og jeg tror, at hun i sommeren 1967 var på eskadrillechefskursus eller noget i den
stil.
I 1965 kørte mor og far til Hoptrup i Sønderjylland til Karen Engsig-Karups konfirmation.
Året efter var det lillebror Jakobs tur. Stående fra venstre er det Jakobs storebror
Filip og dernæst konfirmanden selv. Siddende fra venstre er det Karen, Martha
(søskendes mor), Jeanne, dernæst mors søskende Thorkild, Ellinor og Preben. Elsebeth
og far sidder lige til ventre for Ellinors mand, Jørgen Bjerth-Jensen. Fotoet er vist
taget i præstegården i Hoptrup. Til mors 70 års fødselsdag i 2004 var det Karen, der
rejste sig og berettede om en sommerferie, hvor mor og far var på besøg i præstegården.
En dag skulle de ud at køre, og Preben og Marthas unger sad på bagsædet i Anglia'en.
Hvor de skulle hen, ved jeg ikke, men i hvert fald berettede Karen, at alle
ungerne var kommet jublende glade tilbage, for mor havde med 100 kilometer i timen
HØVLET ned gennem hovedgaden i Hoptrup! Mor var blevet deres helt! (retfærdigvis
skal det nævnes at Hoptrup var en bitte landsby, som lå på hver side af den gamle
hovedvej A10 - og den var BRED!)
Mor holdt altid sammen på familien, og hvis familien ikke lige kunne komme til
mor, sørgede mor for at tage ud til familien... Elisabeth og jeg blev
jævnligt taget med. Faktisk kan vi takke mor for, at vi tidligt lærte alle vore
fætre og kusiner at kende...
På mors fødselsdag d. 9/12-66 havde hun inviteret sin kusine
Lise Kristensen, der sidder til venstre. I midten er det mors bror Thorkild, og i den
røde stol til højre sidder Lises far, gartner Otto Kristensen, som ejede Kastrupgård på Amager.
I løbet af 1966 barslede mor og far med tanken om eget hus. Som springbrædt købte
de en 800 kvm sommerhusgrund på Strandkrogen 52 i Dronningmølle. Samme år, 1966, havde
de udskiftet Anglia'en med en Ford Cortina med en 1100 ccm moter. Og i påsken 1966
købte mor et 10 år gammelt sort/hvid tv, som havde været anvendt til udlejning. Skridt
for skridt bedredes økonomien. Mor og far var påpasselige, men lidt fråds blev det til.
Jeg gætter, at det var mor, der var primus motor, da familien fløj med Spies til
Mallorca i efterårsferien i oktober 1967.
Til Pinse, lørdag d. 13/5-66, havde mor inviteret sin brødre Thorkild og Johannes.
Længst til venstre er det Elsebeth, dernæst Johannes. Bag ham sidder Thorkild, og
dernæst er det Nanna, Thorkilds kone. I sofaen sidder Johannes' datter, Jette, dernæst
Elisabeth og længst til højre er det mors mor, Inger.
Mor og Anne Bredberg vedligeholdt kontakten over årene. Anne var blevet gift med
skovfoged Hans Joseph Knudsen, og parret var flyttet til skovfogedhuset ved Østerskoven
ikke så langt fra Glumsø på sydsjælland. Jævnligt kørte familien på besøg i Glumsø
- gerne ved juletid, hvor vi så fældede familien Madsens årlige juletræ. Denne dag i
juni 1967 hentede vi familien Madsens første kat; Sorte d. 1.
Nogle dage efter Sortes ankomst var mor ude på terrassen og lege med katten. Okay,
man kan ikke se Sorte - udover Sortes lillebitte hvide pote, som stikker frem bag
rækværket. Men det er nu heller ikke så meget på grund af katten, at fotoet er her,
som på grund af rækværket, der dannede baggrund for den sjoveste
episode i hele min barndom.
Anledningen var, at mor en dag havde stået
i stuen og gennem vinduet betragtet en gråspurv komme hoppende på den ene side
af rækværket. På den anden side kom en solsort hoppende. Mens mor fortalte, stod
Elisabeth og far på 1. salen sammen med hende, mens jeg selv stod på trappen og
lyttede. Mor berettede, at hvor rækværket hørte op, fik spurv og solsort pludselig
øje på hinanden, og af bar forskrækkelse hoppede de lige op i luften. For
at demonstrere dette, hoppede mor også op, dog ikke op i luften, derimod lige op i
en glaslampe, som - BANG! - splintredes og skårene fløj omkring!
Jeg måtte holde fast i gelænderet, mens jeg skrålede af latter! Det må have været
noget lignende for Far og Elisabeth. I hvert fald blev det en stående joke i årene
fremover, at mor ikke var så meget forarget over, at vi lo, snarere over MÅDEN vi
klamrede os til gelænder og dørhåndtag! Åh, herre Jemini for et syn med den lampe! Tak, mor!
Mor limede stumperne sammen, men lampen blev aldrig helt sig selv igen...
Rev. 3 Jan 2021