Familien Madsen 1976-83
Efter 3 år på Øregaard Gymnasium i Hellerup blev Elisabeth færdig som klassisk-sproglig student. Klassen hyrede en hestevogn og kørte ind til Krinsen på Kongens Nytorv for
at danse en tur rundt om Christian V's rytterstatue.
I 25 året for realklassen fra Zahles samlede mor sin gamle klasse. Klassens første
genforening havde fundet sted i 1968, men med mors initiativ i 1976 blev
genforeningerne lagt lidt mere i faste rammer i årene fremover.
Bilferie i Frankrig, juli 1976
Jeanne og Kai besluttede i lighed med det foregående år køre sydpå til Holland,
Belgien og Frankrig. Det blev en god og navnlig minderig tur! Ford Cortina'en
var kommet i reparationsalderen, og adskillige gange i løbet af deres ferie måtte
de søge assistance. Først var det lydpotten, så starteren, så det tredie. Far
skrev med humor i sine erindringer, at da de omsider nåede ned til Rouen
en sen nat kl. 3 og fandt et logi, bestilte de 2 øl. Men der
kom kun eet glas, for, som værtinden bemærkede: Madame drikker da ikke øl!
På hjemturen kørte de i øsende regn, da en af vinduesviskerne gik af led. Far kørte
ind til siden for at stige ud, men viskeren havde kilet
sig fast ved sidespejlet, så far ikke kunne åbne døren! Mor måtte derfor ud i regnen
og få skidtet vredet om, så far kunne komme ud og hjælpe!
Kai i Jonstruplejren, 1976-77
I løbet af 1976 fortsatte Kai med at tage nok et par pædagogiske kurser. Fra april 1977 skete der imidlertid en organisatorisk sammenlægning af 2 skoler i Jonstruplejren, så Kai
i stedet for en titel som instruktør nu fik ansvaret for materialforvaltningen ved
FLSP - Flyvevåbnets Specialskole. Lønmæssigt betød det en nedgang på 400 kr. om
måneden grundet tab af instruktør-tillæg, men omvendt fik Kai en chef-stol og blev
chef for et helt trykkeri. Kai havde indtil da deltaget i øvelser jævnligt, men
da han var ved at runde de 50 år, besluttede han indstille aktiviteten, for som han
forklarede: Han var ikke så hurtig mere som angriber på øvelserne.
Samme efterår startede Elisabeth som konstabel i Flyvevåbnet og fulgte dermed i
sine forældres fodspor...
Sent på efteråret fløj Elisabeth fra reden som den første af ungerne. Egentlig
ved jeg ikke, hvordan mor og far reagerede på det, men de havde jo haft nogle år
i forvejen til at forberede sig. Efter nogle måneder i Jonstruplejren og Kagerup
i Gribskov, flyttede Elisabeth til Skagen for at blive radar-operatør. På fotoet er
Elisabeth og en kollega i færd med at grave ud til deres bivuak-telt på en øvelse.
I løbet af september 1976 havde Poul bedt om lov til at få en killing. Det blev
denne gang en hun-kat, som måtte affinde sig med et lettere konservativt valg af navn. Sorte blev hun døbt - d. 3.! Blot 11 måneder gammel nedkom Sorte med
4 killinger. Afsætningen af dem voldte os bekymring, så far aflivede en af
killingerne - med gas. Det kunne ikke blive blidere, eftersom den allerede sov, da
han tog den. Jeg kunne ikke selv gøre det, men følte, at far gjorde det rigtige, og
jeg syntes, at det var stærkt, at han kunne gøre det.
På fotoet har Sorte hjembragt et bytte. Jeg stod og talte i telefon, da der lød et hyl fra mor ude i bryggersgården! Omgående spænede jeg ud for at se, hvad der
var los. Sorte havde slæbt en snog med hjem!
Den var Gudskelov død, men jeg tog en hammer for en sikkerhedsskyld og knaldede den
stakkels snog een på låget...
Mor fortalte, at hun en nat vågnede ved, at Sorte krøb ind gennem det åbne
vindue og sprang ned på gulvet. Halvsovende observerede hun, at katten spyttede en
sort klump et-eller-andet ud på gulvet. Mor vågnede helt op i eet nu, da
klumpen begyndte at bevæge sig og strække 8 lange, lodne ben ud i alle retninger!
Argh!!!! Derefter blev far vækket for at jage en stakkels, drivvåd
monster-edderkop ud!
Da mors nevø, Peter Engsig-Karup og hans kone, Birgit, blev forældre til deres
førstefødte, Allan, blev mor spurgt, om hun ville være gudmor for Allan. Det ville
mor gerne, og trådte straks til. På fotoet ses Peter og Allan (det er nu ikke
Birgit selv, der sidder med Allan på fotoet).
I nabo-huset, Ryetvej 15, var et yngre ægtepar flyttet ind; Vibeke Baggesen-Mole og
hendes mand, Les fra England, med døtrene Vibeke (Lille-Vips) og Barbara. Mor og far
opbyggede et varmt naboskab/venskab med Vibeke og Les, og de 2 ægtepar tilbragte
mange stunder sammen i årene fremover. Af Vibeke og Les lærte mor og far at spille
bridge. På fotoet sidder Vibeke med døtrene Barbara (til venstre) og Lille-Vips.
Mor forlod sit job hos Forsvarets Efterretningstjeneste og startede i et nyt
job på Flyvestation Værløse pr. 1. januar 1979. Mor havde et stort ønske om at
arbejde i en operationsafdeling, og det blev nu opfyldt. I første omgang
blev hun sat til at assistere på administrationskontoret, men mor kunne ikke
rigtig forliges med den indsats - eller mangel på samme - som hendes 2 kolleger - en
assistent og en oversergent - lagde for dagen. Det endte faktisk med et par klagesager
over mors måde at tale nedsættende til dem. Det hjalp, da mor kunne flytte ind
på FLYSIK; kontoret for flysikkerhed. Det hjalp også, at cheferne lidt efter lidt
fik øjnene op for effektiviteten og kvaliteten i mors arbejde. Først var det
afdelingschefen, en oberstløjtnant, der fik glæde af
mors arbejde, senere var det selveste stationschefen, oberst Bundesen,
der bad mor tage sig af flere og flere ansvarsfulde opgaver. Mor fortalte mange
år senere, at arbejdet på flyvestationen fyldte hende med en utrolig selvtillid...
Jeannes bror Thorkild begraves
En dag blev der ringet om, at mors bror, Thorkild, havde taget sit eget liv.
Thorkild havde i mange år haft det skidt og valgte så altså at gøre en ende på
det. Det gjorde selvfølgelig et stort indtryk på mor, men jeg er ikke klar over
i hvor høj grad, specielt fordi hun ikke åbenlyst afslørede, hvad hun følte.
Samme år (1979) købte mor og far nyt hus. Kommunen ønskede at oprette en cykelsti,
men den ville komme til at skære lige igennem forhaven, og da det var 2. gang,
kommunen ville ekspropriere, kunne mor og far kræve, at kommunen overtog huset.
Det gjorde kommunen så. Far skrev i sine erindringer, at mor og far solgte Ryetvej 17
for 465.000 kr og i stedet købte et stort hus på 180 kvm på Højeloft Vænge 35.
Pris: 1.215.000 kr. Dette hus blev deres hjem de næste mange år...
Jeanne og Kai fejrede sølvbryllup d. 13. februar 1980. Selv om Jeanne og Kai kunne
påregne, at omgivelserne - dvs. børn, familie og venner - ville gøre noget ud af
begivenheden, virkede mor alligevel så glad og rørt over indgangsportalen og
musikanterne om morgenen, gratulanterne og det alt sammen. Hvad far følte,
ved jeg egentlig ikke rigtig, da han ikke ligefrem var en person, der gav udtryk
for det, han følte. Far lavede en scrapbog over dagen - den slags lavede han
altid, så han må have været temmelig sentimental anlagt ...
Selve sølvbryllupsfesten blev vanen tro afholdt på Aldershvile Slotspavillion i
Bagsværd.
Det var så skægt, for mor viste adskillige gange tendens til at rende i
kølvandet på det, som jeg gik og foretog mig med mine egne venner. Først var det
sæbekassebiler i 1977. Mor ville osse prøve at køre sådan een. Så var det kælk og slæde.
Mor fulgte flere gange efter os - i bil - fordi hun så gerne ville kælke. Dette stod
på flere vintre i træk fra 1978 til 1981. Og så, da jeg i
1981 brugte uger på at lære at køre på skateboard, slæbte mor en dag deres stakkels
tidligere nabo, Vibeke, med ud, så både hun og mor kunne prøve at køre på skateboard...
I august 1979 rejste mor og far til New York for at deltage i Carol Melnicks
bryllup. Her må far være blevet rørt, for han skrev, at da Carol holdt sin
bryllupstale, omtalte hun mor og far som sine danske forældre.
Mor og far fløj videre til Chicago og besøgte Jay og Estel Larsen, som tog dem med på
en 2000 km lang tur i bil sydpå til Waco i Texas. Her besøgte de Jays bror, Evald.
Året efter, i 1980, fløj mor og far sammen med
Elisabeth til Reykjavik og besøgte fars kusine, Karen-Agnete Enevoldsen på Island.
Karen-Agnetes søn tog dem med på tur hele øen rundt.
Endelig, i 1981, fløj de til Saudi Arabien og besøgte naboen fra Ryetvej 15, Vibeke
og Les. På fotoet herover er far med Vips og Les på besøg hos en tæppehandler.
Kai skifter job til Forsvarets Forvaltningskole, 1. juli 1982
Efter 12 år i Jonstruplejren valgte far at skifte job til Forsvarets Forvaltningskole
i Kastellet. Til receptionen den sidste dag i Jonstruplejren var der hele 42
deltagere incl. Oberstløjtnant Bonde, chefen for Flyvevåbnets Specialskole. Far fik
mange anerkendelser, og hans kolleger havde lavet en flot kollage. Så far blev
glad.
Jobskiftet til Kastellet i København betød selvfølgelig en længere daglig
transport, men S-toget fra Værløse stoppede på Østerport, og herfra var der ikke
langt. Fremover skulle han undervise kursister i forvaltningsopgaver. Men far var
ikke "helt ukendt" med forvaltning - det var han startet tidligt på i
Beholdningsafdelingen i 1952 - og far var heller ikke "helt ukendt" med undervisning.
Poul flytter (omsider) hjemmefra, juli 1982
Efter halvandet år som vejrobservatør på Flyvestation Værløse, var Poul blevet
optaget på et EDB programmør-kursus. Det blev fulgt op af mere uddannelse i
første omgang af 2 gange 6 ugers kursus i Norge. Chokket for Poul kom, da han
fik at vide, at han skulle skifte tjenestested til ... Flyvestation Vedbæk! Omsider
lykkedes det Poul at rykke teltpælene op...
Siden midten af tresserne havde mor interesseret sig for ridning, og hun red en
del på Ballerup Rideskole. Mor snakkede jævnligt med sin kusine Lise og dennes mand,
Einar Kristensen, som drev Vestegnens Rideskole, og i 1970 startede mor med ridning her.
Skolen måtte flytte til Alberstlund i 1978, men mor fulgte med.
Mor fik flere bekendte på skolen, bl.a. Tutti Carlsen, og de to blev i 1981 enige om at købe en
hest i fællesskab. Det gik ikke så godt med den første hest, men den næste hest,
Rubina, blev en stor success. Mor var egentlig dressur-rytter, og Tutti spring-rytter.
Rubina selv var spring-hest - faktisk den bedste på hele Albertslund Rideklub.
Rubina var oppe at klare 1,5 - 1.6 meter. Desværre gik det ikke så godt mellem Tutti og mor.
Det endte med en sag med advokat-bistand, som igen endte med, at mor købte Tutti ud.
Nu var Rubina mors helt alene.
Mor var et natur-talent mht. hvordan dyr skal behandles, og Rubina var ingen
undtagelse. Faktisk lod mor Rubina gå omkring uden at holde hesten i grinen. Mange
mennesker, der besøgte rideklubben og så Rubina gå løs, reagerede uvilkårligt med et
"Du godeste! En hest uden ejer!" Men Rubina rendte ingen steder, for hun havde det
godt. Jeg kørte engang med mor ud til Albertslund, hvor mor skulle tilse Rubina.
Vi gik over til indhegningen, og mor kaldte på Rubina. Rubina spidsede ører og
kom rendende. Mor åbnede leddet og lod Rubina gå ud, hvorpå mor startede på at gå tilbage.
Rubina hyggede sig med at undersøge alt muligt her og der, men fulgte pænt efter os.
Endelig nåede vi stald-området. Her var der en åben port ind til hø og halm. Se, dét
var spændende for Rubina, som omgående gik derind. Efter noget tid mente
mor, at det var tid at gå videre. Hun kaldte på Rubina. Men... nej-nej! Rubina havde ikke
tid lige nu... Mor kaldte igen ... Samme resultat. Men det havde mor helt styr på!
Hun greb mig under armen og sagde: "Kom, så smutter vi ud!". Da vi begyndte at gå, fòr Rubina
forskrækket sammen og rendte efter os! Den episode har jeg aldrig glemt!
Mor blev redaktør af rideklubbens medlemsblad i flere år, og far blev kasserer. Faktisk
var han også formand i nogle år. På et tidspunkt startede SID en sag
mod rideklubben - de oprettede endda blokade - men det endte med, at SID måtte
trække sig med uforrettet sag - der VAR ingen sag. Det virkede, som om far håndterede
det hele med sindsro, og det imponerede mig.
Mor og far var med, da mors søster, Ellinor, fyldte 70 år i august 1983. Ellinor
havde i mange år været plaget af først svage ankler/ben og senere måtte bruge krykker.
Derefter fik Ellinor en hjerneblødning, så hun mistede evnen til at tale og til sidst
måtte bruge en staveplade. Stakkels Ellinor. Det har ikke været nemt for en dame,
der ellers var meget energisk og udadvendt. Ellinors tilstand bekymrede mor,
især fordi mor var bange for, at det skulle overgå hende selv.
Mors mor havde mistet tænderne i relativt tidligt alder; det samme havde Ellinor, og
nu havde Ellinor mistet førligheden. På fotoet sidder Ellinor for enden af bordet
til højre. Til venstre er det kusine Vibeke, og i midten er det Vibekes søn, Casper.
Rev. 3 Jan 2021